Hvad er en fibersprængning?
En fibersprængning er en overstrækning af musklen
Overvredne muskelfibre
Der medfører at nogle muskelfibre overrives. Fibersprængninger opstået ved løb er ofte overfladiske og omfatter ofte kun få fibre. Løbere, som træner eksplosivt f.eks. i form af spurter eller intervaller, er dog særligt udsatte for større fiberskader.
I de fleste tilfælde finder overrivningen sted på overgangen mellem muskel og sene. Når en muskelfiber rives over, opstår en blødning, som øger skadens omfang og medfører smerte.
Se også 2 gode videoer med træningsøvelser nederst på denne side.
Årsag
En fibersprængning kan både skyldes en kortvarig stor belastning eller en længerevarende mindre belastning. Fælles for de to er, at udsættes en muskel for en belastning, der overstiger muskelstyrken, kan der ske en bristning.
Bliver musklen overanstrengt eller udmattet er der altså risiko for fibersprængninger.
Dårligt underlag eller manglende opvarmning øger ligeledes risikoen, ligesom løbere, der tidligere har oplevet muskelskader, er mere sårbare for nye fibersprængninger.
Symptomer
I milde tilfælde (forstrækning) mærkes en lokal ømhed i musklen efter belastningen. I sværere tilfælde (delvis fibersprængning) opleves en pludselig jagende smerte og i yderste konsekvens (total fibersprængning) mærkes et voldsomt smæld, hvorefter det er umuligt at bruge musklen.
Tre karakteristiske symptomer ved fibersprængninger er: smerter ved tryk, udspænding og aktivering med belastning. I voldsomme tilfælde kan muskeldefekten ses og føles som en hævelse. Efter nogle dage kan der evt. ses misfarvning i området pga. blødningen.
Behandling
I den akutte fase er førstehjælp afgørende for at begrænse skadens omfang. Der behandles efter RICE metoden (Ro, Is, Compression, Elevation). Skadesstedet skal holdes i ro, nedkøles, have lagt komprimerende bandage på og løftes op.
Benet holdes i ro de første par dage og ofte får man gigtmedicin (NSAID) hos lægen for at dæmpe den betændelsesreaktion, der følger med. Efterfølgende behandling omfatter sædvanligvis aflastning og langsom genoptræning.
Prognose
Udsigterne for en fiberskade er som regel gode, specielt hvis der er ydet korrekt førstehjælp i den akutte fase, og man har været tålmodig med genoptræningen. Går alting som det skal, kan man være tilbage i løbeskoene efter et par uger. Måske kan man kun gå stille og roligt i starten og lige så langsomt bevæge sig over i lunt.
Gør det ondt, er man gået for hurtigt frem, og startes for tidligt op, er der risiko for tilbagefald. Desuden skal man ofte i længere tid være påpasselig med løb, der kræver eksplosiv muskelaktivering.
Video træningsøvelser
Herunder finder du 2 gode træningsøvelser til fibersprængning, som du kan lave, hvis du har fået en fibersprængning, eller du kan bruge øvelserne som forebyggende træning: